Viborg Rådhus, Viborg

Lukningsentreprise af bæredygtigt byggeri med automatiseret energistyring. Rådhusets facader er beklædt i Reynobonds kassetter af 4mm’s prælakeret aluminium i hhv. farverne antracitgrå og hvid, med skjult befæstelse og hvide facadebånd tværs hen over vinduer og facade. Facaderne er opbygget som elementbyggeri og samlet in situ.

Læs mere
Lokation:
Prinsens Allé 5, 8800 Viborg
Bruttoareal:
19.400 m2
Udført for:
Viborg Kommune
Arkitekt:
Henning Larsen Architects
Rådgivende ingeniør
COWI
Opført år:
2011

Om Viborg Rådhus

Viborg Rådhus er en spektakulær bygning midt i Viborg med særligt fokus på bæredygtighed. Bygningen har et areal på 19.400m2 med seks etager og med plads til ca. 900 medarbejdere. Hertil er det indrettet med et åbent kontorlandskab med tilhørende loungeområder samt møde, – flex- og samtalerum. Rådhuset der blev indviet i 2011, var sammen med andre europæiske byer med i EU-projektet ”Best Energy”. Projektets formål var at styrke energieffektivteten i bygninger gennem moderne teknologiske løsninger, for et grønnere aftryk.

Gennem innovative IKT-baserede, centrale styringssystemer indsamles der således detaljerede oplysninger angående bygningens energiforbrug, så man aktivt kan regulere og reducere forbruget. Rådhuset blev bygget til at opfylde kravene for lavenergiklasse 1, svarende til et energiforbrug under 50,1 kWh/m2 år. De energieffektive tiltag inkluderer etablering af grundvandsanlæg og varmepumpe til nedkøling og opvarmning af bygningen, 950m2 solceller, termoaktive konstruktioner med indbyggede køle- og varmeslange, løsninger med fokus på regulering og udnyttelse af naturlig- samt mekanisk ventilation, solafskærmning, 3-lags energiglas og lys tilknyttet sensorer.

Herudover er bygningen udstyret med sektioner i taget beklædt med mos, til gavn for CO2 og biodiversitet, men som også gavner ved at opfange regnvand, der herefter genanvendes i Rådhusparkens sø og spejlbassinet på Rådhuspladsen. Bygningen er sidenhen blevet moderniseret yderligere med udvidet facadestyring for optimering af ventilationsforhold.

Vores bidrag

Vi har hos AE Stålmontage været ansvarlig for lukningsentreprisen af Viborg Rådhus. Det indebar at vi, foruden brugen af egne kompetencer, har stået for inddragelse af underleverandører til bl.a. vinduer, trækassetter og tagdækning.

Facaderne på Viborg Rådhus er beklædt med Reynobonds kassetter; det vi med andre ord betegner som sandwichplader, bestående af to tynde aluminiumsplader med en kerne af plast. På afstand er det særligt bygningens hvide (RAL 9010) facader der træder frem, med sine vertikale og diagonale linjer; hvor rådhusets 1. sal og stueetage træder i baggrunden, med sin mørke antracitgrå farve (RAL 7016) og sit, der hvor stueetagen grener sig ud fra under hovedbygningens, mosbeklædte tag. De prælakerede aluminiumsfacader er monteret på trækassetter med skjult befæstelse.

Inden produktionen blev sat i gang, blev der først lavet en mock-up, dvs. et udsnit af facaden med sin tværgående profiler, for at dokumentere en kvalitetssikret løsning, som både ingeniør og arkitekt kunne stå bag. Vores aluminiums facadebeklædning er påsat elementer af trækassetter, der efterfølgende er transporteret og samlet på byggepladsen. Efterfølgende er de hvide tværsnit af facadebånd påsat.