AE Stålmontage har bidraget til The Triple Folly ved at levere facade- og tagkonstruktionen til pavillonens ikoniske “hat”. Vi har monteret ca. 400 m² innovative sandwichelementer samt verdens største helstøbte glasfiberfacade. Derudover har vi udført et æstetisk tilpasset tag af lysegråt tagpap på 300 m².
Lokation:
Bruttoareal:
Bygherre:
Udført for:
Arkitekt:
Lokal arkitekt:
Samarbejdende kunstner
Rådgivende ingeniør
Opført år:
Om The Triple Folly
The Triple Folly er en skulpturel pavillon opført af tekstilvirksomheden Kvadrat. Pavillonen, som kombinerer design, kunst og arkitektur, er på mange måder en manifestation af virksomhedens værdier: en moderne virksomhed, der forener nordisk design med innovation, kvalitet og bæredygtighed.
Kvadrat, der opererer internationalt med showrooms i større byer som New York, Paris og Tokyo, er kendt for at samarbejde med ikoniske designere og kunstnere. The Triple Folly er ingen undtagelse. Den er skabt i et samarbejde mellem den tyske kunstner Thomas Demand og det britiske arkitektfirma Caruso St John.
Pavillonen er placeret på en blød bakketop i det naturskønne kystlandskab ved Ebeltoft, nær Kvadrats hovedsæde. Selve bygningen består af tre strukturer, der hver især er inspireret af trivielle genstande: en amerikansk sodajerk-hat, et gult ark papir fra en notesblok og en paptallerken. Mens ordet “folly” i arkitekturen ofte henviser til en dekorativ struktur uden praktisk funktion, peger “triple” på de tre hverdagsobjekter, der udgør inspirationen. Navnet The Triple Folly afspejler dermed bygningens arkitektoniske legesyge og dens placering i krydsfeltet mellem kunst, arkitektur og funktionalitet.
Pavillonen rummer et mødelokale, et lille køkken og en større, fleksibel opholdsstue, hvor der hænger et tekstilværk af kunstneren Rosemarie Trockel. Omgivelserne er nøje kurateret og prydet med kunstværker af blandt andre Olafur Eliasson og Roman Signer.
De tre volumener er opført med lette stålkonstruktioner. “Papirtallerkenen” udgør pavillonens indgang; dens cylindriske form er fuldt glaseret, og de slanke, runde søjler bærer tallerkenen, som er fremstillet af en formet stålplade. “Notesblokken” er ligeledes fuldt glaseret, hvor det falmede, gule og sortlinjerede papirark er gengivet i gennemskinneligt, formet glasfiber.
Hør mere om værket og se de smukke billeder her på Kvadrats hjemmeside.
Vores bidrag
Den tredje konstruktion, “hatten”, er fremstillet af en fuldsvejset stålplade, der rejser sig direkte fra det kuperede landskab. Med sin elliptiske form integrerer den sig naturligt i omgivelserne.
AE Stålmontages arbejde har fokuseret på denne del af bygningsstrukturen, hvor vi har stået for både facade og tag. På bygningens stålkonstruktion har vi monteret et panel system på i alt ca. 400 m². Disse paneler består af innovative sandwichelementer, der kombinerer styrke, holdbarhed og brandbeskyttelse i ét produkt. Sandwichelementerne har en kerne af isoleringsmateriale mellem to stålplader, hvilket gør det relativt nemt og effektivt at skabe en tæt facade af høj kvalitet – selv med rundede former.
Den elliptiske form kræver dog ekstra præcision, da elementerne skal placeres nøjagtigt for at tilpasses konstruktionens kurvede design. Montagen blev yderligere udfordret af vinden fra Kattegat, som let kunne få elementerne til at forskubbe sig. Heldigvis er vores montører erfarne i arbejdet med kurvede former, skrå vinkler og barske vejrforhold. Udenpå sandwichelementerne, blev der vha. en særlig underkonstruktion (en bevægelig 3D konstruktion), monteret verdens største ”helstøbte” glasfiber facadeskærm, produceret af virksomheden Dansk Polyglas.
Udover facaden har AE Stålmontages montører også stået for taget, der består af ca. 300 m² tagpap. Selv om tagpap normalt er en praktisk og økonomisk løsning, hvor det visuelle ofte ikke er i fokus fra gadeplan, var æstetikken en central del af denne opgave. Kunstnerens vision omfattede en visuel helhed, også når taget blev betragtet oppefra. Derfor blev den traditionelle sorte tagpap udskiftet med en lysegrå variant, og selv samlingerne blev malet for at matche farvepaletten perfekt.
Kunstværket kan dermed opleves fra flere perspektiver. Når Kvadrats kunder og gæster ankommer med fly hen over Ebeltoft, begynder interaktionen med værket allerede i luften, hvilket tilfører det en ekstra dimension og understreger dets kunstneriske styrke.