AE Stålmontage er med til at fortælle historien om Musikkens Hus
En ny udstilling ved Musikkens Hus i Aalborg fortæller historien om husets tilblivelse og de mange mennesker og virksomheder, der var med til at gøre visionerne til virkelighed. Som en del af holdet bag byggeriet er AE Stålmontage også med til at fortælle historien.
”“Det krævede noget ekstraordinært for at få det til at lykkes, og derfor skabte det også en fantastisk holdånd på teamet, hvor alle hjalp hinanden og bakkede op om at få huset op at stå. Og det er jo et fantastisk resultat.”
Per MortensenAdministrerende direktør
Musikkens Hus har åbnet udstillingen Sammen om livets musik, der gennem billeder og film ser tilbage på husets tilblivelse og på det fællesskab, der både før, under og efter byggeriet har været en central del af Musikkens Hus.
Hos AE Stålmontage har vi selv været en del af den historie. På byggeriet stod vi for produktion og montage af en lang række udvendige og indvendige metalbeklædninger, herunder de markante aluminiumsfacader og mange af de specialudformede elementer, der kendetegner bygningens arkitektur.
I forbindelse med udstillingen måtte vi derfor en tur tilbage i de gamle arkiver for at finde billeder frem fra byggetiden. Billeder, der dokumenterer noget af det arbejde, som foregik bag kulisserne, mens det markante hus tog form på Aalborgs havnefront.
Administrerende direktør i AE Stålmontage, Per Mortensen, medvirker desuden i filmen, der er en del af udstillingen. Her ser han blandt andet tilbage på den særlige indsats og det sammenhold, projektet krævede:
I dag glæder det os at kunne vende tilbage til et projekt, der fyldte meget hos AE Stålmontage under opførelsen og som siden er blevet et markant musikalsk og kulturelt samlingspunkt i Aalborg.
Som Per Mortensen også siger i filmen:
“Det er med stolthed, at vi kommer her og virkelig mærker det, som huset bidrager med.”
Udstillingen Sammen om livets musik kan opleves gratis på Musikkens Plads frem til 11. oktober 2026. Som en del af udstillingen vises desuden en film på Øvre Foyer med fortællinger fra nogle af de mennesker og virksomheder, der var med til at realisere huset.



